Kvinden under jorden

302 sider, paperback, Magnolia, 2. maj 2024.


Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, bliver sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud. Hun begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Men hun føler sig sikker i sin sag om, at ægtemanden er uskyldig, og sætter sin karriere på spil.


Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte "manden med stenansigtet". Drabene blev aldrig opklaret, og sagen henlagt, men Amanda har lige siden været drevet af hævn og jagtet sandheden, fast besluttet på at finde manden, der tog hendes familie fra hende. En asiatisk skønhed og åndeligt medie, Angela Woo, viser sig at være vejen ind til Amandas mørklagte sind.


KVINDEN UNDER JORDEN er første bind i Morten Remars nye og spændende politi-krimiserie om drabsefterforsker Amanda Miller, og efterfølger den anmelderroste og succesfulde Mofibo-trilogi med freelancejournalisten Jakob Fink.

Fink – Mestermanden (2022)


Tredje bind i den fængslende spændingsserie om journalisten Jakob Fink. Jakob er i dyb krise. Han ved ikke, hvad han vil med sit liv, han er plaget af de begivenheder, han oplevede som barn, og han mangler som altid penge. Sheila er rejst tilbage til Mogadishu, og han har ikke hørt fra hende længe. For at skrabe penge sammen til at rejse ned og finde hende, tager han arbejde som ghostwriter for en velhavende advokat, som han bliver venner med. Men en morgen finder Jakob advokaten død i sit træningslokale – dræbt på den mest brutale måde. Jakob bliver involveret i sagen og opdager, at det er en kamp med tiden, hvis han skal undgå, at flere ofre skal møde samme grusomme skæbne.


Den sporløse (2018)


Politikommissær Martin Rømer står uden spor i forsøget på at opklare et bestialsk mord på den danske krimidronning Malene Zetterblad. Hele hans team er i vildrede, og efterforskningen tyder på, at morderen har et indgående kendskab til politiets arbejdsmetoder. Martin Rømer ved ikke, at han arbejder mod tiden, for morderen, der ikke efterlader sig spor, vil slå til igen… og igen.

Mediernes og ledelsens pres for at opklare mordet på danskernes yndlingsforfatter er enormt, og det hjælper ikke Martin, at livet som alenefar til to små tvillingepiger er kaotisk. Da Martins mor uventet vender hjem fra USA, og på belastende vis blander sig i hans liv, er filmen ved at knække for Martin, der hverken kan finde hoved eller hale i sagen eller i sit eget liv.

Den sporløse er en ny bog i serien om politikommissær Martin Rømer og hans team skrevet af krimiforfatter og musiker Morten Remar.

Fink – Skalpel (2020)


Skalpel er anden sæson i serien om journalisten Jakob Fink.
En familiefar forsvinder under mystiske omstændigheder uden for Viborg. Samtidig er Jakob Fink ved at komme sig efter en nyretransplantation på et privathospital i byen. Han er dybt taknemmelig og beder sin kæreste, sygeplejersken Anne, om at hjælpe ham med at finde sin donors familie, så han kan takke dem. Da Anne forsøger at fremskaffe informationer om donoren, støder hun på oplysninger, der vedrører den forsvundne mand. Pludselig er både hun og Jakob involveret i en morderisk og uhyggelig sag, der trækker tråde tilbage til 1980’erne.

Detonator (2017)


”Du skal køre til motorvejsbroen ved Gl. Holte med det samme. Det er ret alvorligt. Der er sprunget en vejsidebombe.”

Med den besked bliver politikommisær Martin Rømer sat til at opklare drabet på Danmarks forsvarsminister. Martin Rømer er netop vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården fra et halvt års sygeorlov efter sin hustrus alt for tidlige død. Han er stadig i sorg, da han sammen med sine kollegaer indleder en hektisk jagt på de skyldige i en sag, der snart udvikler sig højdramatisk med flere bomber og drab.

Hvem står bag? Er det terror eller en enlig galnings værk?
Spørgsmålene er mange i en efterforskning, der ikke bliver gjort lettere af PET’s manglende samarbejdsvilje, en mere end omsorgsfuld kvindelig chef, Martins fraværende, sexglade mor og hverdagslivet som alenefar til tvillingepigerne på tre, Tilde og Vilma.

DETONATOR er første selvstændige krimithriller i serien om politikommisær Martin Rømer.

Fink – Skyggemord (2019)


Den arbejdsløse journalist Jakob Fink befinder sig i sit livs krise og er netop vendt hjem til sin fødeby Helsingør, da han møder den syriske flygtning Delavan, en livsglad og alt andet end traumatiseret ung mand, der samme aften forsvinder fra centeret sammen med to andre flygtningedrenge. Jakob opdager, at ingen, hverken modtagercenteret, myndighederne eller pressen er interesseret i at finde ud af, hvad der er sket, og begynder sin egen efterforskning.
Første sæson af serien FINK er en spændende thriller om opklaringen af en sag, der byder på både mystiske dødsfald, vold og magtmisbrug på højeste plan.


Amok (2016)


Adam Brandt er kok. Mesterkok. Han bader i anerkendelse og respekt for sin sublime kogekunst, og i kulissen står Michelin-guiden klar med den tredje stjerne til hans altid fuldt bookede restaurant, AMOK.

Men den karismatiske Adam er også en mand med hemmeligheder – af den usympatiske slags, der for alt i verden ikke må se dagens lys. Da en pludselig lavine af ødelæggende chikanerier og ulykker rammer AMOK, har Adam Brandt en mistanke om, hvem der står bag blandt andet døde rotter i køkkenet og uanmeldt kontrolbesøg fra SKAT. Den skruppelløse og aggressive Adam planlægger en hævn, men hvad han ikke ved er, at en mystisk stum mand holder øje med ham …

AMOK er en rå og intens historie om, at målet helliger midlet, og at succes er vigtigere end alt andet – familie, venner, kærlighed og god moral.

Anmeldelser

I ”Skalpel” evner forfatteren endnu engang, at skrive med en uhyggelig nerve, en skræmmende og nervepirrende krimi smækfyldt med drab, drama, ondskab og grådighed, krydret med den rette snas af kærlighed og begær.

Mestermandens plot overraskede mig og historien endte i en retning, som jeg ikke havde set komme. BUM Remar, sådan skal den skæres. ”Mestermanden” er en krimi i topklasse smækfyldt med spænding, der trækker tråde til fortiden og med en gerningsmand, som overrasker og forbløffer.

(Om Skyggemord)

Første bind i Morten Remars krimiserie om den sukkersyge journalist Jakob Fink lover godt. Forlaget undlader ganske vist at rubricere bogen som en ”krimi”, men efterhånden som historien udvikler sig fra en banal freelance-opgave for en provinsavis til en hæsblæsende efterforskning blandt både rockere og erhvervsfolk er der ikke meget at rafle om. Fink-serien er velskrevet spænding, som forfatteren sagtens kan være bekendt.

Jyllandsposten 4/6

Foredrag:
Morten Remar, et liv med musik og mord.

Kom og vær i godt selskab med musiker og krimiforfatter Morten Remar, når han engageret fortæller om sin omtumlede barndom, de vilde år med Back to Back, samt om sin beslutning om at flytte til Viborg og hvorfor han fik lyst til at skrive krimier om mord. Vi kommer også til at høre om de mere end 35 år, hvor han som sanger, sangskriver, musiker og producer, har været en del af den etablerede danske musikscene, både som solist og ikke mindst som den ene del af duoen Back To Back.

Med over 200 udgivne sange, er Morten en erfaren sangskriver, og åbner blandt andet op om processen med at skrive personlige sange, der favner bredt, om tilfredsstillelsen ved at få et hit og hvordan han har kæmpet med at stå på en scene og lært at værdsætte succesen.

Hør også om, hvordan han sent i livet gjorde en gammel forfatterdrøm til virkelighed, en proces han sammenligner med at bestige Mount Everest uden nogen erfaring. Nu, otte år efter debuten og med syv bøger bag sig, tør han godt kalde sig forfatter og dele ud af sine erfaringer og hvordan han arbejder med en roman.


Foredrag med Morten Remar booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.